fbpx

Bliv projektleder for nyt og innovativt LEAPS-videnscenter

Vil du gøre en forskel for grundskolen? Og har du evnen til at indsamle og systematisere viden fra specialister i projektbaseret læring – i en rolle med store udviklingsmuligheder?

Så grib denne mulighed for at blive en del af et af Danmarks mest spændende skoleudviklingsprojekter.

 

 

LEAPS – et initiativ i Kata Fonden

Kata Fonden er en almennyttig projektfond med fokus på at gennemføre initiativer, som giver Danmark ny viden om læring, undervisning, kreativitet og innovation. LEAPS er vores helskoleprojekt: en indsats for at udvikle pædagogikken på fire folkeskoler til engagerende projektbaseret læring – og dermed omsætte fondens viden til praksis og give værdi til samfundet.

 

Opbyg vores videnscenter og udform strategien for LEAPS’ metoder

Som tværgående projektleder fungerer du som knowledge manager og opbygger vores videnscenter, hvor vi indsamler, analyserer og udvikler viden og best practice. I et mere overordnet strategisk perspektiv anvender du dette, når du definerer en master plan for LEAPS-konceptet frem mod 2022.

Mere konkret vil du bl.a.:

  • udføre analyse af data fra projektskolerne – samt agere bindeled mellem os og de analyse- og forskningsteam, vi samarbejder med på AAU og i VIVE
  • foretage systematisering af LEAPS’ metoder – heri ligger et arbejde med at konkretisere, beskrive og implementere de overordnede linjer, du definerer, samt luge ud i ineffektive metoder
  • koordinere vores online formidling af LEAPS’ praksis gennem webløsningen leapsskoler.dk og LEAPS PRO i samarbejde med en ekstern konsulent.

 

En rolle, der kræver veludviklede relationskompetencer

Vi er forbi fasen, hvor vi bare bygger på. Det betyder, at en central del af dit arbejde går ud på at se potentialer for effektivisering og opstramning – og det kræver både gode relationskompetencer og formidlingsevner, når du i samarbejde med dine dygtige lokale projektlederkolleger skal beslutte praksisændringer.

 

Store udviklingsmuligheder i et af DK’s mest spændende skoleudviklingsprojekter

Vi er slet ikke i tvivl. LEAPS er et af Danmarks mest spændende skoleudviklingsprojekter. Og ligesom dine kolleger vil du opleve en stejl læringskurve og få unik indsigt i, hvordan vi sammen med vores skoler omstiller en skole til projektbaseret læring.

Derudover får du en helt central rolle – og dermed store udviklingsmuligheder – når LEAPS efter planen skal spredes til flere skoler gennem brug af opdaterede trænings- og implementeringsmetoder.

 

Systematisk projektleder med ambitioner

Som en vigtig spiller i et komplekst projekt er det essentielt, at du er udpræget god til at systematisere viden, praksis og metode. Du ser en mission i at udvikle selve motoren i LEAPS, og du ved, hvilke IT-værktøjer, modeller m.m. du skal trække på for at komme i mål.

For at få succes i rollen forestiller vi os desuden, at:

  • du har en uddannelse på masterniveau
  • du har erfaring fra eller med grundskolen, gerne kombineret med erfaring fra det private
  • du har erfaring med kvantitativ og kvalitativ analyse
  • du har erfaring i at arbejde med manualer og vejledninger samt redskaber til metode og systematik
  • du har projektledererfaring og/eller erfaring som konsulent – det centrale heri er, at du er vant til at arbejde med specifikke koncepter og at rulle dem ud forskellige steder
  • du mestrer enkel og korrekt skriftlig formidling/fremstilling.

Endelig er det vigtigt, at du kan se dig selv trives i et arbejdsliv, hvor du kommer lidt rundt i landet og ikke sidder på samme kontor hver dag. Det er vi et helt team, der i den grad gør.

 

Interesseret?

Kan du se dig selv i ovenstående, så send ansøgning og CV til info@katafonden.dk. Vi inviterer løbende til samtaler og ønsker stillingen besat hurtigst muligt, så søg hellere i dag end i morgen. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Peter Skat-Rørdam på 2115 9102.

Vi ser frem til at høre fra dig senest den 14/4 2020.

 

Kort om dit nye team og dine arbejdsdage

Vores LEAPS-team består af 10, herunder 6 projektledere, hvoraf de 4 er tilknyttet hver deres projektskole rundt omkring i landet. Mandag og tirsdag er vi alle samlet i Sønderborg, og derudover vil du typisk bruge to dage på kontoret i Sønderborg eller på én af projektskolerne – afhængigt af din bopæl – samt arbejde hjemmefra en dag.

Alsion 2 - 6400 Sønderborg - Telefon: 3840 5414
CVR: 29945179