fbpx

Karin Christiansen, Projektleder

Navn: Karin Christiansen

Civilstatus: Bor i Ebberup med sin mand og to børn

Uddannelse: Læreruddannelsen, efteruddannelse i ledelse

 

Mød Karin Christiansen, der har arbejdet mere end 15 år i folkeskolen og som har en stærk forankring i det lokalsamfund, hun er opvokset i.

 

Karin har været optaget af folkeskolen det meste af sit liv.

“Skolen som organisation har altid interesseret mig, både som lærer, som forælder og som borger. Folkeskolen er jo alles skole, og jeg har været drevet af en lyst til at påvirke hvilken retning skolen skal gå, ikke mindst lokalt. Jeg har blandt andet været skolebestyrelsesformand på mine børns skole i otte år,” fortæller Karin, der altid har vidst, at hun ville gå lærervejen.

”Jeg var i praktik som lærer allerede i 8. klasse. Så jeg har ret tidligt vidst at det var det, jeg gerne ville,” fortæller hun.

Lokal ildsjæl

Karin er født og opvokset i landsbyen Ebberup på Fyn, som hun er flyttet tilbage til efter nogle år væk i forbindelse med sine lærerstudier. For ifølge Karin kan lokalsamfundet noget helt særligt.

”Et lokalsamfund kan give én nærhed og tryghed. Og så har man blik for udsyn, fordi man gerne vil en udvikling,” fortæller Karin.

Udover sit virke som skolebestyrelsesformand, har Karin også været aktiv i den lokale idrætsforening og er en stærk lokalambassadør, der hilser nye tilflyttere velkommen.

”Jeg har altid været meget engageret i verden omkring mig. Hvis man vil gøre en forskel, så kræver det, at man trækker i arbejdstøjet,” mener hun.

Krydser begge bælter

Karin har arbejdet med skoleudvikling i forskellige sammenhænge, senest som konsulent på et projekt i Udvikling Assens. Nu bytter hun den lokale arbejdsplads ud med et arbejde, der krydser begge bælter. Karin bliver nemlig tilknyttet Skolen på Herredsåsen i Kalundborg, og skal derudover mødes med resten af Kata Fondens team i Sønderborg mandag og tirsdag. Og hun glæder sig til at komme i gang.

”LEAPS taler ind i noget af det, jeg har brændt meget for, bl.a. det autentiske samarbejde mellem skole og omverden. Der er så mange elementer i LEAPS, som jeg har været optaget af i min lærergerning. Jeg glæder mig virkelig til at være med til at præge LEAPS fremadrettet,” smiler Karin.

Vil du vide mere om LEAPS?

Læs mere om LEAPS her.

Alsion 2 - 6400 Sønderborg - Telefon: 3840 5414
CVR: 29945179