LINAK lærer elever at være innovative
6. årgang på Sønderskov-Skolen har samarbejdet med LINAK. Både lærere, elever og virksomheden er begejstrede for samarbejdet.
”Samarbejdet har givet eleverne et indblik i en verden, de ikke kendte til før”, fortæller Thomas Bonnin Larsen, der er lærer på Sønderskov-Skolen.
Gennem 8 uger har eleverne arbejdet med projektet ”Hvordan kan vi lave en bedre skolegård?”. Eleverne har arbejdet i grupper, hvor de fik til opgave at udvikle produkter, der indeholdt en af de aktuatorer, LINAK producerer.
Men hvordan kan elever på 12 år udvikle produkter med motorer, der normalt bliver brugt i hæve-sænke borde og hospitalssenge?
LINAK var med hele vejen
Samarbejdet blev skudt i gang med et besøg på LINAK.
”Eleverne fik en præsentation af virksomheden, og så var vi rundt i virksomhedens showroom og se nogle af de produkter, der indeholder aktuatorer” fortæller Thomas Bonnin Larsen.
Besøget hos LINAK gav eleverne en teknisk forståelse, de brugte i udviklingen af deres egne prototyper. Et par uger efter det første besøg, var eleverne tilbage i virksomhedens lokaler på Als. Eleverne kom ind i et mødelokale, hvor de skulle pitche deres idéer og vise produkttegninger frem. Der var to medarbejdere fra LINAK til stede. En tekniker og en medarbejder fra HR.
”Eleverne havde helt sikkert ekstra nerver på, fordi de skulle stå i et mødelokale og præsentere. Det skabte en anden seriøsitet. Derudover var det motiverende for eleverne, at de fik et virkelighedstjek på deres idéer – og gode råd til, hvordan de kunne udvikle produkterne”, fortæller Thomas Bonnin Larsen.
Hjemme på skolen brugte eleverne feedbacken fra LINAK til at forædle deres prototyper. Forløbet blev afsluttet med en stor fremvisning, hvor forældre og LINAK var inviteret til at se elevernes endelige prototyper, der var lavet i naturtro målestoksforhold.
Idéerne bliver skarpere
Juliet Rose Simonsen, der er elev i 6, synes det var spændende at arbejde sammen med LINAK.
”Det var fedt, at de ikke kun viste deres virksomhed. Men at de var med hele vejen fra start til slut. At de kom med nogle idéer til, hvad der kunne lade sig gøre, og hvordan vi kunne gøre vores idéer bedre”.
Hendes klassekammerat Alexandra Isis Porvaldsdóttir er enig. ”Det var hyggeligt og sjovt, og vi lærte en hel masse”.
Juliet Rose Simonsen mener, at samarbejdet har styrket kreativiteten.
”Hvis læreren bare sagde, at nu skal vi lave det her, har man ikke lige så mange idéer og ikke så meget viden. Men når man kommer ud og ser noget i virkelighed, får man flere idéer”.
Hendes gruppe udviklede en basketkurv, der kunne justeres i højden – alt efter elevernes alder. Feedbacken fra LINAK til gruppen var, at deres produktforslag både havde en tydelig målgruppe og var teknisk mulig at sætte i produktion.
Billedtekst: Eleverne besøger showroom hos LINAK
LINAK: Virksomhedens oplevelse af samarbejdet
”Gennem vores samarbejde med Sønderskov-Skolen har vi, på LINAK, prøvet at inspirere eleverne til at tænke innovativt og skabe løsninger, der forbedrer deres skolegård ved hjælp af aktuatorer. At se eleverne anvende og omsætte deres viden i praksis har været utroligt givende og understøtter vores mission om at styrke lokalsamfundet. Forhåbentlig kan det også bidrage til, at flere unge måske får lyst til at vælge en faglig/teknisk retning i deres fortsatte uddannelse” Birgit Spek, LINAK
Hvorfor et styrket samarbejde mellem virksomheder og skoler?
Cirka 20% af en årgang får ikke en ungdomsuddannelse – og samtidig mangler Danmark arbejdskraft. Mange undersøgelser peger på, at et styrket samarbejde mellem virksomheder og skoler:
• Øger elevernes engagement og motivation
• Gør elevernes skolegang mere virkelighedsnær og betydningsfuld
• Forbereder eleverne til arbejdslivet
• Kvalificerer elevernes uddannelses- og karrierevalg
Virksomhedsprogrammet bliver støttet af Fremstillingsindustrien.
Nørre Havnegade 43 - 6400 Sønderborg
CVR: 29945179