Elever for en dag

135 lærere, pædagoger og ledere fra skolerne i Skads, Kvaglund og Tjæreborg byggede ballonbiler og konkurrerede om, hvilken bil der kunne køre længst.
Målet var at få en oplevelse af, hvordan man arbejder med læring på en LEAPS-skole.

Balloncar-challenge

Kan to balloner, et sugerør, grillpinde, paphjul og en flaske blive til en selvkørende bil?

Tirsdag den 3. juli 2017 konkurrerede 135 lærere, pædagoger og ledere fra skolerne i Skads, Kvaglund og Tjæreborg om at bygge en selvkørende ballonbil. De tre skoler udgør hver en afdeling under den samlede betegnelse Signatur i Esbjerg. Kvaglundskolen Signatur er den eneste af de tre skoler, der er med i LEAPS-initiativet.

Dagen var et stort samlet kickoff for de 135 lærere, pædagoger og ledere på de tre skoler. Hermed fik alle en fælles introduktion til og oplevelse af LEAPS i praksis. Alle var elever for en dag, men man så også LEAPS fra en lærervinkel. Forløbet indeholdt alle de elementer, der er i et LEAPS-forløb.

For eksempel engagerende spørgsmål som, “Hvad er det der får ting til at bevæge sig?”, eller mere tværfagligt, “Hvorfor rejser mennesker?”.

Det er spørgsmål, der danner grundlag for tværfaglig undervisning, hvor eleverne lærer historie, samfundsfag, naturfag, dansk, geografi og hjemkundskab på tværs af faggrænser.

Dagen var dermed en præsentation af, hvordan LEAPS-initiativet påvirker undervisningen på Kvaglundskolen, og hvordan lærere på alle skoler kan tilrettelægge undervisningen, så den er engagerende og motiverende.

Kvaglundskolen er anden skole i LEAPS-initiativet, og eleverne i 1., 4. og 7. klasser mødte efter sommerferien ind til et nyt skoleliv, hvor undervisningen sker gennem projektbaseret læring. Skolen gennemgår de næste tre år en transformation, hvor samtlige årgange overgår til LEAPS-initiativet og projektbaseret læring. De tre andre skoler er Sønderskov-Skolen i Sønderborg, Skolen på Herredsåsen i Kalundborg og Herfølge Skole i Køge.

Herunder kan du downloade Forløbsbeskrivelsen for Balloncar-challenge til brug i undervisningen.

Alsion 2 - 6400 Sønderborg - Telefon: 3840 5414
CVR: 29945179