fbpx

Årsrapport 2021: LEAPS øger interessen for skolen

Fire folkeskoler har omstillet sig til at være LEAPS-skoler. Årsrapporten 2021 samler op på resultaterne af det femårige initiativ, der blandt andet viser, at LEAPS-elever har mindre fravær og at interessen for naturfag er styrket. De positive resultater gør, at de fire skoler fortsætter som LEAPS-skoler. Derudover har seks nye skoler tilsluttet sig LEAPS-netværket.

Fire folkeskoler har gennemgået en omstilling fra at være helt almindelige folkeskoler til at være folkeskoler, der baserer deres undervisning på en nyudviklet projektbaseret læringsmodel, LEAPS.

Årsrapporten viser blandt andet, at LEAPS-elever har mindre fravær, og at deres interesse for naturfag er styrket.

”Vi har børn, der gerne vil i skole, fordi de ikke vil gå glip af det projekt, de laver. Det synes jeg er fedt”, siger Melissa Asmussen, der er lærer på Kvaglundskolen i Esbjerg.

 

Naturfagsinteressen er høj på LEAPS-skolerne

Tænketanken DEA har undersøgt børn og unges interesse for naturfag. Deres undersøgelser viser, at børns interesse for naturvidenskab er høj, når de starter i skole. Men i løbet af skoletiden falder børnenes interesse for naturfag.

På LEAPS-skolerne ser man derimod, at elevernes interesse for naturfag er stigende. I perioden fra 2019 til 2021 er interessen for naturfagene steget med mere end 30% blandt LEAPS-skolernes 7.-9. klasser.

Resultaterne glæder Anette Clausen, der er bestyrelsesformand i Kata Fonden.

”Vi startede LEAPS, fordi vi ønskede at finde nye veje til at engagere eleverne i undervisningen – og særligt i det naturfaglige. I 2030 risikerer vi at mangle op mod 30.000 it-specialister, ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i Danmark. Det er derfor vigtigt, at vi kan se, at LEAPS styrker elevernes interesse i naturfag”, siger Anette Clausen.

 

Positive lærere, elever og forældre

Resultaterne i årsrapporten viser yderligere, at både elever, lærere og forældre bakker op omkring LEAPS.

Forældrenes tilfredshed med skolen er steget i de år, hvor skolerne har været LEAPS-skoler. Forældrene er især glade for den øgede variation i skoledagen, efter deres børns skole er blevet LEAPS-skoler. Tilfredsheden er steget med 31 % på spørgsmålet om en varieret skoledag.

Aalborg Universitet har lavet følgeforskning på det femårige initiativ. Lars Bang Jensen, der er forsker ved Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet, bider mærke i, at LEAPS-elever er mere positive overfor skolen i forhold til elever, der ikke modtager LEAPS-undervisning.

”Dét jeg synes er væsentligt i vores undersøgelser er, at de positive elever er positive i det hele. Og det er værd at bide mærke i. Hvis man sørger for, at elever er glade for at gå i skole, kan man også løfte de svage elever fagligt. Så der er meget, der influerer hinanden,” siger Lars Bang Jensen.

I LEAPS arbejder eleverne med tværfaglige projekter, og de skaber altid et produkt, der understøtter læringen.

”Man bruger sine hænder rigtig meget, for vi skal skrive ned og bruge papir og bygge. Man kommer bare med mange flere gode idéer i LEAPS end i almindelig undervisning”, siger en LEAPS-elev fra 6. klasse.

 

LEAPS-netværket udvides til 10 skoler

De fire nuværende LEAPS-skoler fortsætter med at arbejde med LEAPS. Derudover har seks nye skoler tilsluttet sig LEAPS-netværket.

Se de 10 LEAPS-skoler her.

”Vi er stolte over de resultater LEAPS-skolerne allerede har skabt, men vi ved også, det er afgørende at resultaterne er konsistente, varige og løbende udbygges. Varig skoleomstilling tager tid. Derfor er vi glade for, at LEAPS nu går ind i sin anden femårsperiode med de første fire skoler og seks nye skoler,” siger Peter Skat-Rørdam, der er administrerende direktør i Kata Fonden.

 

Baggrund

LEAPS står for Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med særligt fokus på Science, og søger gennem en tværfaglig og projektbaseret tilgang at ruste elever til en kompleks og teknologisk fremtid. LEAPS er støttet af Bitten & Mads Clausens Fond // Salling Fondene // Novo Nordisk Fonden // Lundbeckfonden // Villum Fonden // Fremstillingsindustrien.
Aalborg Universitet har gennemført følgeforskning. VIVE har foretaget statistiske analyser.

 

Rapporter

Nedenfor kan du læse LEAPS årsrapporten 2021, Aalborg Universitets følgeforskningsrapport samt VIVE’s statistiske analyser.

Nørre Havnegade 43 - 6400 Sønderborg
CVR: 29945179